Koldhævede ølandshvede-boller med chiafrø

Koldhævede ølandshvede-boller med chiafrø

Det er tirsdag morgen, jeg er næsten lige stået op og går stadig rundt i nattøj. Min søn på halvandet tuller rundt med sin Ninus og sut, mens han forsøger at få øjne. Køkkenet begynder først at dufte af friskbagt brød. Kort efter dufter resten af huset også. Min søn kommer ud og kigger ind i ovnen. “Mmmmh,” siger han og sætter sig ned, så han kan holde øje med bollerne som er ved at blive bagt derinde.

Lyder det ikke bare lækkert? Det synes jeg i hvert fald! Men boller tager som regel lang tid at lave og derfor har vi sjældent fået nybagte boller til morgenmad herhjemme. Med en lille purk, kan jeg ikke nå det inden for en rimelig tidsgrænse – i hvert fald ikke før jeg begyndte at lave koldhævede boller.

Koldhævede boller er så nemme at lave. Jeg rører dejen sammen aftenen forinden – gerne mens jeg alligevel rydder op i køkkenet efter aftensmaden. Så sætter jeg dejen i køleskabet, og næste morgen skal dejen blot bages – og så er der friske boller. Nemt!

I en tid med corona-virus, har jeg haft masser af tid til at lege med forskellige opskrifter på lækre koldhævede boller. Og jeg eksperimenterer stadig. Men jeg har fundet frem til en lækker opskrift, som jeg gerne vil dele med jer!

Koldhævede ølandshvede-boller med chiafrø

Nemme koldhævede boller med et drys chiafrø på toppen.
Samlet tid 10 t 30 min
Antal 9 stk

Ingredienser
  

  • 1 tsk tørgær
  • 3 dl vand
  • 1 knvsp. sukker
  • 300 g ølandshvedemel
  • Chiafrø

Sådan gør du
 

  • Rør alle ingredientserne sammen i en skål.
  • Læg låg på skålen og sæt den i køleskabet i minimum 8 timer – gerne længere. Eksempelvis natten over.
  • Tænd ovnen på 225°C varmluft.
  • Mens ovnen varmer op, laver du boller og putter på din bageplade. Dyp en ske og dine fingre i koldt vand. Tag en skefuld dej og læg på bagepladen. Ret til med dine våde fingre. Fortsæt til al dejen er brugt.
  • Drys lidt chiafrø på toppen af alle bollerne.
  • Bag bollerne i ca. 15 minutter.

Chiafrøene på toppen af bollerne kan selvfølgelig skiftes ud med noget andet – eller helt undlades.

Skriv et svar

Opskrift Vurdering