Svampede kanelsnegle

Svampede kanelsnegle

  • Post published:marts 29, 2020
  • Post category:Kage

Solen skinner og foråret er på vej. Når jeg åbner for vinduerne herhjemme, kan jeg høre fuglenes pippen og vejenes stilhed. I en tid med en livstruende sygdom lige rundt om hjørnet, skal man huske at forkæle sig selv og sine nærmeste.

Derfor har jeg fundet den lækreste opskrift på svampede kanelsnegle frem. De er bløde, lækre og kræver næsten ikke andet end kærlighed.

Når duften af smeltet kanel og sukker breder sig herhjemme, opstår der straks en ro inden i mig. Jeg kommer til at tænke på svenske skov-hytter, en Ikea-tur der endelig er færdig og masser af kaffe og hygge i sofaen.

Svampede kanelsnegle

Lækre svampede kanelsnegle med remonce. Jeg lægger de ubagte snegle i en muffinform, så de nemmere holder på formen under bagning. Du kan vælge det samme eller blot at lægge dem direkte på en bageplade.
Samlet tid 2 timer
Antal 18 stk

Ingredienser

Dej

  • 50 g gær
  • 100 gram smør
  • 5 dl mælk
  • 1 knvsp. salt
  • 1,5 dl sukker
  • 1 spsk kardemomme
  • 750 gram hvedemel

Remonce

  • 150 gram smør
  • 2 dl sukker
  • 1 dl brun farin
  • 3 spsk kanel

Sådan gør du

Dej

  • Varm smør og mælk op i en gryde til smøren er smeltet. Lad det derefter køle til det er lillefingervarmt.
  • Gær, sukker og salt tilsættes og røres rundt til alt er opløst.
  • Mælkeblandingen, kardemomme og mel hældes i en skål og æltes til en jævn dej.
  • Lad dejen hæve overdækket i 40 minutter.

Remonce

  • Rør alle ingredienserne sammen til en ensformig masse.

Dej

  • Del dejen op i mindre stykker, så den er nemmere at arbejde med. Jeg foretrækker at dele den i 2 dele.
  • Rul dejen ud til ca. ½ cm tykkelse.
  • Fordel remoncen på dejen.
  • Rul dejen til en lang pølse.
  • Skær rullen ud og læg hver snegl i en muffinform.
  • Lad sneglene hæve 30 minutter.
  • Bag sneglene i en forvarmet ovn ved 220°C i 8-10 minutter.

Herhjemme holder sådan en portion kanelsnegle sjældent længe. Ofte kommer de med i madpakkerne eller bliver serveret til de som måtte svinge forbi til en kop kaffe. Men med corona-virussen, er det ikke mange gæster der kommer forbi. Derfor kan jeg kun anbefale, at du måske pakker et par stykker ind i noget fint foliepapir og svinger forbi dine nærmeste. Hæng sneglene på døren eller sæt dem på deres trappetrin. Vedlæg et lille brev, måske et gækkebrev, og giv dem dermed en ekstra glæde.

Skriv et svar

Opskrift Vurdering